Haflingeravlens oprindelse.

Sådan begyndte det.....

Der er sagt og skrevet meget om Haflinger-racens oprindelse - myter og legender og en god portion sandhed.

Europakortet så helt anderledes ud dengang!

Østrig var indtil slutningen af 1. verdenskrig i 1918 et af de største lande i Europa. Med til Østrig hørte på det tidspunkt Ungarn, Böhmen og Mähren (Tjekkiet og Slovakiet, som havde hørt under Habsburgerne siden 1526), store dele af eks-Jugoslavien (Slovenien, Kroatien og Dalmatien) og oså Sydtyrol. Sydtyrol havde hørt til Østrig i mere end 500 år, men ved freden i 1919 tilfaldt Sydtyrol Italien. Det såkaldte Donaumonarki (eller Østrig-ungarske dobbeltmonarki eller Habsburgske Rige) blev regeret af en kejser, som residerede i Wien. Det var et rige, hvor der blev talt 11 forskellige sprog og et utal af dialekter, og hvor folk levede med store politiske spændinger.

Sydtyrol - også kaldet Hochetsch eller i vor tid Alto Adige - anses for Haflingernes hjemegn. Her opstod racen omkring Tschöggelberg med Salten-Mölten-plateau'et i Etsch-dalen mellem Meran (Merano) og Bozen (Bolzano), et bjerglandskab i 1000-2000 m's højde med små landsbyer som Mölten (Meltina), Vöran, Verschneid, Vlaas, Schlaneid, Glaning, Jenesien (S. Génesio) og Hafling (Avelengo). Den lille by Hafling ligger i 1298 m's højde 6 km sydøst for Meran og har givet navn til racen. I disse uvejsomme bjergegne var hesten det eneste trafik- og transportmiddel. Smalle bjergstier var eneste mulighed for at nå fjerntliggende småbyer og markeder.

Hvornår navnet Haflinger er opstået vides ikke. Men der findes en overlevering, der fortæller, at kejser Franz Joseph, der regerede fra 1848 til 1916, opholdt sig i Sydtyrol i anledning af en militærøvelse. En lille fuksfarvet hest med lys man transporterede monarken til den lille by Hafling, der kun var tilgængelig for trækdyr via bjergstier. Og da kejseren syntes så godt om denne lille hest, gav han racen dens navn her - "Haflinger". Med tiden blev kejseren en stor ven og mæcen for Haflingeren. Med sikkerhed ved man dog, at racebetegnelsen 'Haflinger' officielt bekræftes og tillades af landbrugsministeriet i Wien fra den 2. maj 1898.

Allerede i middelalderen avlede man syd for Alperne en let arbejdshest, der var under stærk indflydelse af orientalske heste, der var kommet til Europa under tyrkerkrigene eller med hjemvendende korstogsfarere og pilgrimsrejsende, hvorimod der nord for Alpekammen blev avlet svære koldblods-Norikere. Norikum er et område, som fik sit navn af romerne, og som strakte sig fra Sydtyrol helt til Bayern. Også i det kejserlige og kongelige Donau-monarkis hippologiske dokumenter er Salten-Mölten-plateau'et opført som avlsområde for "orientalske halvblodsheste" henholdsvis "Haflinger krikker" (betyder her noget i retning af små robuste heste). Denne landrace kan betragtes som oprindelsen til nutidens Haflingere. Tilførsel af Norikerblod og Araberblod såvel som klimaets indflydelse og ikke mindst de helt specifikke livsbetingelser i bjergene formede med tiden Haflingertypen.

Hingstesiden

På det ungarske statsstutteri Radautz blev der i 1868 født en guld-brun hingst, som fik navnet 133 El' Bedavi XXII. Hans far var araberhingsten El' Bedavi XXII (1852) og hans mor 361 Dahabi 4, en forædlet galiziansk landhoppe, som var efter en halvaraberhingst med navnet Dahabi. Den guld-brune El' Bedavi havde et stangmål på 156 cm og en ålestribe på ryggen henover krydset. Allerede som føl var man opmærksom på hans smukke ydre og ædle afstamning. Som 4-årig kom El' Bedavi til statshingstestationen Stadl-Paura (OÖ), som endnu eksisterer i dag, dog nu i avlsforbundenes eje. Derfra blev han redet til Sydtyrol for at stå til rådighed for bøndernes hopper i bedækningssæson'en.

El’ Bedavi var den eneste af de blodførende hingste, som formåede at bibeholde den lokale landraces særlige kendetegn. Andre blodførende hingste blev anvendt i avlen i samme tidsrum, bl.a. Dahoman, Gidran og Tajar, men afkom efter disse manglede det for Haflingeren racetypiske præg.

Hoppesiden

I slutningen af det 17. århundrede blev huguenotterne (reformerte calvinister) forfulgt i Frankrig, og mange så sig tvunget til at flygte til de protestantiske nabolande. Særlig Schweiz blev gennemgangsland for disse flygtninge. En huguenotte-familie, som var kommet denne vej videre til Tyrol, erhvervede sig en lille bondegård. Efterkommere af denne bonde og  hans familie havde navnet Folie, og "Folie" er også navnet på den hingst, der blev født på gården i 1874 i byen Schluderns (Sluderno) i Vintschgau (vest for Meran). 133 El' Bedavi XXII var far til 249 Folie, der senere skulle blive stamfader til Haflingerne. Af førnævnte afstamning fremgår det, at den egentlige grundlægger af racen altså har fået en betragtelig andel orientalsk blod med sig fra hingstesiden. Hoppens afstamning er ukendt, men med stor sandsynlighed er der også her tale om en forædlet hoppe af den lokale landrace.

Rochus Eberhöfer, en kendt hingsteholder i Laas, opdagede tidligt Folie's kvaliteter og erhvervede ham til opdræt for senere at sende ham til hingstestationen i Stadl-Paura.

Avlens begyndelse

Den daværende ejer af Fragsburg ved Meran, grev Moritz von Leon, blev ligeledes opmærksom på hesteracen omkring Salten og foranledigede, at en kommission fra landbrugsministeriet i Wien kom rejsende til for at besigtige dette avlsområde i 1875, altså året efter 249 Folie's fødsel. Fra dette tidspunkt kan man så småt tale om en avl for Haflingeren. Fra nu af blev hingstene registreret fortløbende. De bedste hingsteføl blev opkøbt af staten og opdrættet på statsejede stutterier for senere at blive fremstillet for en kåringskommission - en praksis, der stadig følges i Tyrol (Østrig). Mødresiden skænkede man dog kun ringe opmærksomhed i starten.

Der skulle dog gå næsten to årtier, inden nogen igen tog sig af Haflinger-avlen. En anden af de første pionerer i Haflingeravlens historie var major grev Ludwig Huyn, der fra 1897 til 1906 var øverste chef i Stadl-Paura og fra 1906 til 1910 hesteavlskonsulent i Wien. På flere rejser til Sydtyrol konstaterede han, at mange hopper blev bedækket af ikke-kårede hingste, og han fik ikke et klart billede af racen, da der også var indsat tunge Noriker-hingste fra Tyrol i avlen. Både hos landbrugsministeriet og krigsministeriet vandt han gehør for sit forslag om at opbygge en organiseret avl af Haflingerne. Hæren havde nemlig også en interesse i denne race. Grev Huyn fik indført kåringstvang for hingstene og udsøgte de bedste hingsteføl til opdræt i Ossiach, Stadl og Piber. De første var: 108 MÖLTEN, 32 CAMPI, 252/233 HAFLING, LIZ. 42 MANDL, 54 GENTER og 291 JENNER. En senere forordning fra landbrugsministeriet betød, at mellem 6 og 10 af de bedste hingsteføl og hoppeføl blev opkøbt om året. Hingsteføllene kom til Ossiach i Kärnten og om sommeren op på Almen ved statsstutteriet Piber i Steiermark. Når disse unghingste var 4 år kom de til hingstedepotet i Stadl-Paura og blev uddannet, hvorefter de blev fordelt både hos private hingsteholdere og på statsejede stutterier. Her blev de så sat ind i avlen. Statshingste på privatstationer kunne efter 6-8 år overgå i hingsteholderens eje. Hoppeføllene blev uden omkostninger overgivet til pålidelige avlere, som regel bønder. En avlsledelse gav bønderne anvisning til bedækning, og for gode hopper betalte staten et årligt beløb, når bonden forpligtede sig til i 3 år kun at lade hoppen ifole ved en foreslået hingst. Fra nu af begyndte avlen at tage form og fart. Flere og flere avlere blev bevidste omkring racen, og i 1904 blev det første Haflingeravlsforbund dannet i Mölten. En systematisk avl med strenge selektionskriterier havde taget sin begyndelse. I Nordtyrol havde mere velhavende jordejere fået oprettet flere større stutterier. På markederne i Sydtyrol opkøbte de heste af bønderne, der her i højere grad måtte kæmpe for deres egen eksistens. Nordtyrolerne havde brug for hestene som arbejdskraft på grund af vejforholdene, især i de sydligt beliggende dale, Ötztal, Inntal og Wipptal.

Men Haflingerracen skulle komme til at opleve svære tider: Udbruddet af 1. verdenskrig medførte, at mand og hest, ung og gammel blev sendt til fronten, og avlen blev forsømt. Ved St. Germain-fredsaftalen 10. september 1919 og Donau-monarkiets sammenbrud blev Tyrol delt i to. Det sydlige Tyrol tilfaldt Italien, det nordlige forblev østrigsk. Hele Østrigs samlede Haflingeravlsområde gik dermed tabt til Italien. Dog befandt næsten samtlige statshingste sig på det tidspunkt i Stadl-Paura (Oberösterreich). Kun 4 hingste, som blev holdt privat, stod i det gamle avlsområde, heriblandt eneste repræsentant for S-linien. Landet var blevet delt i to, men Haflingeravlen var ligeledes blevet delt i to: Hopperne stod for en stor del i Italien, hingstene i Østrig, og stambogsføringen havde været indstillet i krigsårene.

De ansvarlige i landbrugsministeriet i Wien måtte beslutte sig for den mest ukomplicerede løsning, nemlig at opbygge avlen i den tilbageblevne del af Tyrol, Nord-tyrol, ved hjælp af hingstene fra Stadl. Det drejede sig om Haflingerens overlevelse! Det var to tyrolere, der var de egentlige 'grundlæggere' af Haflingerracens nye hjemegn i Nordtyrol. De beklædte efter hinanden landbrugsministerposten i Wien, stammede begge fra typiske bjergbyer og var klar over, at bønderne i disse byer havde hårdt brug for en biindtægt. Landbrugsminister Haueis fra Zams og landbrugsminister Thaler fra Wildschönau sørgede for, at hingstene blev fordelt på stationer i alle forbundslandene undtagen Burgenland og Vorarlberg. Det største problem var hoppegrundlaget. Der var kun ganske få 'Original-Haflingerhopper'. De blev fordelt til bønder, hvis eneste indtægtskilde havde været kvægavl. Men det var vanskeligt at hente hopper op fra Sydtyrol pga. uvejsomt terræn i bjergene.

I 1921 var man nået så vidt, at det første avlsforbund kunne dannes i Zams, og året efter blev det første avlsskue afholdt. I 1926 blev stambogen oprettet og talte omkring 100 Original-Haflingerhopper, også betegnet OHAST. I 1927 lykkedes det det østrigske landbrugsministerium at få Italiens tilladelse til køb af 100  Original-Haflingerhopper i Sydtyrol. Det betød et stabilt fundament for den østrigske avl. De fleste af disse hopper kom til Nordtyrol til Zams, Wildschönau og Weer, til Weyer i Oberösterreich, og en lille del gik til Østtirol. Også på privatinitiativ blev et betragteligt antal hopper hentet i Sydtyrol, især til Zams hvis avlsområde grænsede op til oprindelseslandet. De hopper, som staten købte, blev fordelt til avlerne, som derefter skulle passe og pleje dem efter de foreskrevne regler. Alle føl efter disse hopper skulle tilbydes staten, og det var en stor fordel for bønderne, da staten gik for at være den bedste betaler. Disse såkaldte 'Bundeshopper' overgik i en alder af 13 år uindskrænket i avlerens eje. 

I Sydtyrol lige efter krigen var der knap nogen, der bekymrede sig om samarbejdet omkring avlen. Det blev den italienske regerings opgave at nystarte landets avl og fortsætte den, bl.a. ved at udlove store penge- og medaljepræmier til avlerne. Men det var et enormt tab for Sydtyrol, at omkring 200 af ca. 300 registrerede hopper gik til Nordtyrol. I Jenesien fandtes den bedste kvalitet med meget få krydsningsprodukter i modsætning til Sarntal, hvor man fortsat benyttede Noriker-hingste. Ydermere manglede man de fornødne hingste. For Sydtyrol gjaldt det altså om at finde et passende antal faderdyr så hurtigt som muligt, også selvom de ikke udviste større kvalitet i de første år. Et andet problem var de store politiske spændinger mellem den oprindelige tysktalende befolkning og de nye italienske myndigheder, som i deres arbejde for at gøre området ”italiensk” forlangte alle stednavne og familenavne ændret til italienske navne. Sågar hestenes navne blev ændret, f.eks. hed A-liniens grundlægger Anselmo før overgangen til det nye styre Hansele.

Indtil 1938 stod det ikke alt for godt til med Haflingeravlen i det hele taget. Landbrugskrisen gjorde sig også gældende indenfor hesteavl. Men fra 1938 til 1945 oplevede man en mærkbar stigning. Fra 1938 kunne alle hidtil usælgelige hingsteføl og krydsningsføl afsættes til den tyske hær. Der blev afsat enorme midler til Haflinger-avlen - som aldrig før eller siden. Hærens efterspørgsel på arbejdsheste havde dog store ulemper, for fra da af blev alle til rådighed stående hopper bedækket, 215 bedækninger i '37, 450 bedækninger i '39, 654 bedækninger i '41 og 1037 bedækninger i '43. Da der kun var ca. 600 hopper i stambogen i dette tidsrum, er Haflingerhingstene altså blevet tilført mere end 40% ikke-registrerede hopper. I Bayern importerede man yderligere 100 hopper fra Sydtyrol i 1936-37, og hærens interesse fik opkøberne til at foretrække den tungere Haflinger. De østrigske opkøbere foretrak den slankere og mere ædle type. Derfor var der ikke umiddelbart fare for en konkurrence. Fra de tyske myndigheder blev der udstukket retningslinier for Haflingeravlen, og avlsmålet måtte tilpasses værnemagtens krav  -  til landets forsvar!. I Bayern blev der oprettet store gårde til opdræt af hingsteføl. Ved hoppeimporterne i Nordtyrol i 1928-30 havde hestene et båndmål på omkring 150 cm, men nu foretrak man mindre hopper med et båndmål omkring 140 cm. Haflingeren kunne sjældent blive for lille, snarere for stor. Eksteriørmæssigt tilstræbte man altså en lille firskåren type med stejl skulder, kort og bred ryg, ringe mankeparti og spaltet kryds. Den står fuldstændig i kontrast til den type, der var den oprindelige og den, man ønsker i dag. Denne omlægning af avlen og masseproduktion af heste lige før og under 2. verdenskrig betød et nederlag for Haflingeren som universalhest. Ved krigens slutning var man noget nær et nulpunkt, dels fordi gårdene for opdræt var gået i opløsning, dels p.g.a. hærens manglende efterspørgsel. Hæren havde ellers været garant for priserne. Dertil kom, at et meget stort antal heste var gået tabt ved fronterne i Europa. Tyrol blev som bekendt besat af amerikanerne og hærens stutterier beslaglagt, herunder Fohlenhof Zams med 100 unghingste (3 årgange). Amerikanerne gav avlsledelsen tilladelse til at udvælge de bedste 30 af disse unghingste til videre opdræt. De resterende 70 skulle stilles til rådighed for hospitalerne, da det var meget småt med fødevareforsyningerne. De 30 udvalgte hingste blev sendt til Kops-Alm'en i Vorarlberg, som lå i den franske besættelseszone. En dag fik forbundsledelsen besked om, at hyrden på Kops-Alm'-en var blevet fundet indespærret i sin hytte, og at de 30 hingste var sporløst forsvundet. De skulle efter sigende være blevet læsset på et tog i Bludenz, men man fandt dem aldrig - selv ikke efter henvendelser til de højeste franske myndigheder. En anden fortælling siger, at hingstene skulle være ankommet med godstog via Schweiz til Savoyen i sommeren '47, beslaglagt af den franske hær. Efter sigende er de endt som vallakker til arbejdsbrug.

Det så altså sort ud i Tyrol. Hos private avlere fandtes ingen et-, to- eller tre-års hingste, da regeringen havde haft monopol på opdræt under krigen. I efteråret '47 måtte man udvælge de bedste af årets følårgang. Samtidig lykkedes det at skaffe et par ældre hingste fra Sydtyrol, bl.a. 999 Anselmo 21 år, der blev A-liniens grundlægger. Den nye avlsledelse med Otto Schweisgut i spidsen stod foran en svær opgave! Man skulle nyordne avlen med en omstilling til en universalhest, der samtidig svarede til landbrugets krav. Følgende avlsfremmende foranstaltninger blev fastlagt:

1. Haflingeravl videreføres udelukkende som renavl

2. Samtlige hingsteføl skal fremstilles for avlsledelsen til udvælgelse

3. Alle hingsteføl, der ikke udvælges, må kun afsættes udenfor avlsområdet

4. Der oprettes et stutteri (Fohlenhof/Ebbs)

5. Haflinger Pferdezuchtverband Tirol skal regnes for ét stort stutteri

Det begyndte at tage form, og langsomt blev kendskabet til Haflingerracen udbredt til resten af Europa, og i dag findes Haflingeren på alle verdens kontinenter.  

***

Tilbage til 249 Folie: Han blev altså den første registrerede hingst. Han havde en hvid stjerne i panden og hvide aftegn på alle fire ben. Han var en gyldenfuks (fra mor og oldemor på fædrene side). Ifølge familien Eberhöfer, der havde fået ham udstationeret som statshingst, var han meget ædel med markeret mankeparti og en særdeles god travbevægelse. Desuden beskrives han som yderst lærevillig, rar og omgængelig. I 20 år fra 1878 til 1898 var han i avlen, og bedækningslisterne findes stadig i Stadl-Paura (OÖ). Først i den høje alder af 24 år døde han. Han efterlod sig 3 sønner:

1. 14 Folie I

2. 37 Laas

3. Liz. 252/233 Hafling

14 Folie I blev født hos Sebastian Luggin i Flaas ved Jenesien i 1887. Hans mor – også en forædlet landhoppe - var drægtig, da hun blev købt i Vinschgau. 14 Folie I blev opdrættet på Fohlenhof i Stadl, og da han blev sat i avlen som statshingst i 1891 havde han følgende mål: båndmål 156 cm, gjordmål 170 cm og pibe 20 cm. Han var lysfuks med ålestribe og mange aftegn (gennemgående blis, højre forben halv hvid pibe, venstre forben hvid pibe, højre bagben krone og baller hvide). Han var en tiltalende, muskuløs hingst, stærk og bred af bygning, noget dyb i ryggen, med let ligestillet skulder, stærkt fundament og knap fri gang på forlemmer. På 7 år bedækkede han 443 hopper på station Astfeld/Sarnthein i Sarn-dalen. I 1897 døde han af en kolik.

37 Laas - født hos Franz Gartner i Laas i 1896 - skal efter sigende have været sin fars udtrykte billede. Som 2-årig blev han købt til opdræt på den statslige Fohlenhof i Ossiach. I 1900 kom han til statshingstestationen i Glurns, hvor han i 3 bedækningssæson'er bedækkede 150 hopper. Hans mor var en Haflingerhoppe efter Gidran XXI, og hans mål var: båndmål 158 cm, gjordmål 176 cm og pibe 20 cm. I stambogen beskrives Laas som lysfuks med stjerne og to hvide ben. En smuk, meget ædel hingst, ædelt hoved, god velansat hals, tydelig markeret manke, lang ryg, men god lænd, tilpas dybt og bredt bryst med passende ribbens-hvælving, noget let fundament, gode hove, jordvindende gang såvel som et livligt temperament. Som følge af en testikelbetændelse blev han ufrugtbar og derefter kastreret og overgivet til gendarmeriet som bjergridehest. 37 Laas efterlod sig ingen sønner.

Den tredje søn 252/233 Hafling blev avlet hos Peter Schönthaler ved Vinschgauer Sonnenberg i 1897. Hans mor var ligeledes en Gidran XXI-hoppe. Efter opdræt i Stadl kom han i 1900 som den første Haflingerhingst til Jenesien, hvor han bedækkede omkring 190 hopper til og med 1907. Fra 1908 til 1911 stod han i Pikolein i Gaderdalen og havde 110 hopper og fra 1912 til 1914  93 hopper i Vintl. I efteråret 1914 blev han solgt til Kallwang i Steiermark, hvor han var i avlen endnu nogle år og derved blev medgrundlægger af den steiriske Haflingeravl og som følge deraf også avlen i Kärnten. Hafling var en temmelig lille og let og meget tiltalende mørkerød fuks med blis, hvid over- og underlæbe og hvid over kode på højre bagben. Han var noget mindre, men mere ædel af bygning end 14 Folie I, havde et smalt udtryksfyldt hoved, som mindede meget om en arabers, og en lang smuk hals. Han havde en jordvindende gang og rigtig gode hove, og så havde han særdeles meget temperament, men var alligevel rar og omgængelig. Hans mål var: båndmål 151 cm, gjordmål 169 cm og pibe 20 cm. 

De 7 blodlinier - hingstelinier.

De to hingste 14 Folie I og Liz. 252/233 Hafling skulle altså føre stamlinien videre. Der eksisterer 7 blodlinier, hvoraf de 6 kan føres tilbage til 14 Folie I og kun én til Liz. 252/233 Hafling, nemlig W-liniens grundlægger 401 liz. Willi.  

liz. 42 Mandl leverede i sine 14 år i avlen 130 registrerede avlshingste og et værdifuldt hoppemateriale og regnes for den mest succesrige hingst indenfor Haflingerracen. Kun A- og W-liniernes grundlæggere udgår ikke fra liz. 42. Mandl.

De 7 blodlinier, som alle renavlede hingste går tilbage til:

A-LINIEN

999 Anselmo, A-liniens grundlægger, betegnes som en noget kraftig, meget bred og dyb hingst med groft fundament og særdeles meget temperament. Hans afkom i Sydtyrol bestod for en stor del af gode hopper (ofte med lange ører, hvilket man ikke så gerne så). Tilsyneladende var man ikke opmærksom på Anselmo's hingsteafkom i Sydtyrol: der var ingen efterkommere! I 1947, da Anselmo allerede var 21 år gammel, blev der handlet hurtigt for at sikre efterkommere efter denne hingst. Han blev solgt fra Sydtyrol (I) til Nordtyrol (A), hvor han kun blev tilført renavlede hopper af de mest værdifulde moderstammer. I 7 år var han i avlen i Zams, Nordtyrols førende avlsområde på det tidspunkt, og selv i en alder af 28 år opnåede han en drægtighedsprocent på 85. I dette tidsrum blev 206 hopper bedækket, og af 76 hingsteføl blev 8 udtaget til opdræt på Fohlenhof og 3 til statsstutteriet Piber, altså 11 hingsteemner, hvoraf de 8 kom i avlstjeneste.

253 Adler anses for Anselmo's absolut bedste søn. Han var ud af 2735/T Comparsin-Liebe, der førte M- og St-blod, som var de førende linier på dette tidspunkt. Denne hoppestamme har avlet mange af de allerbedste hingste. Adler blev sat ind i Wildschönau, som var et betydningsfuldt avlsområde med fremragende hoppestammer. Først og fremmest havde hingsten 128 Stromer skabt et stabilt avlsgrundlag i Wildschönau.

4 af Adler's 8 sønner var særdeles gode arvtagere, især 631 Anker, der var ud af en af de førende hoppelinier, nemlig 310/III Bessi-Fanny.

3 af Adler's sønner blev stillet til rådighed for udlandet til opbygning af A-linien dér: Adlerschild i Westfalen (D), Amras på hingstestationen Ferrara i Sydtyrol (I) fra 1964 og Aigle i England, mens Anker blev sat ind på Fohlenhof/Ebbs, hvor man håbede på en konsolidering og forbedring af linien. Amras var ud af samme hoppelinie som Anker, mens 647 Absam, en 5. søn efter Adler, var ud af den mest betydningsfulde hoppelinie, 8/I Albina-Lucy, som avlede mange, mange succesrige hingste som f.eks. Nerz, Nastor, Monaco og Mobil.

Af Anker's sønner skal især 2 fremhæves: 853 Artist og 900 Alarich. Artist var ud af Doritte (hoppefamilie Diema-Klara). Doritte var en Star-datter, hendes mor Diotima en Stürmer-datter.

Artist avlede et glædeligt antal gode avlsdyr og frem for alt et fremragende hoppegrundlag i Wildschönau. Parringen med Adler-datteren 8228/T Jeruse resulterede i en tophingst indenfor Haflinger-racen, hingsten Liz. Afghan.

Liz. Afghan svarede ikke bare dengang, men også i dag til den ønskede fritidstype med hensyn til eksteriør og også temperament og ydeevne (bl.a. 1,60 m i løsspring!) Det var af stor betydning, at han med sine 29 sønner var med til at fremme A-liniens kvalitet og dermed også hele Haflinger-avlens kvalitet. Desværre gik han tabt for avlen i 1979 kun 10 år gammel pga. benbrud.

Især 1247 Liz. Alpha, 1338 Afghan II, 1208 Atif, 1260 Alp og 1290 Ahorn skal fremhæves af disse 29 sønner. Disse 5 hingste har adskillige sønner og sønnesønner i avlen. Af Afghan II's 28 sønner er det uden tvivl liz. 101/T Amadeus, der har overtaget føringen - Amadeus, der blev samlet vinderhingst på 2. Haflinger Verdensudstilling 1995 og samlet reservevinder på 3. Verdensudstilling i 2000, hvor hans søn liz. 200/T Abendstern blev samlet vinder.

Men også linien fra Atif over 1397 Agra til 1509 Archimedes er særdeles lovende. Archimedes er far til det hidtil dyreste hoppeføl på en følauktion i Ebbs (1994) og desuden far til 2. Haflinger Verdensudstillings samlede reservevinderhingst: liz. 150/T Alpenstein, f. 1992. Desværre døde Archimedes selv af kolik midt under 3. Verdensudstilling i 2000.

A-linien er i dag den mest udbredte i verden. Indtil for 20-25 år siden var det N-linien, og her skal man holde sig nogle tal for øje: I 60'erne havde A-linien kun 10 hingste i 7. generation. På samme tid havde N-linien 70. I dag er begge linier repræsenteret i alle de lande, hvor der avles Haflingere. Det har kun kunnet lade sig gøre via en nøje fastlagt kvalitativ og kvantitativ opbygning af denne linie.

B-LINIEN

- udgår fra hingsten Bolzano, der ligesom Mandl I-8 var forblevet i oprindelseslandet Sydtyrol efter delingen i 1919, altså en rent "italiensk" linie. Først midt i 60'erne erkendte man, at B-linien var truet, og Haflinger Pferdezuchtverband Tirol besluttede sig for at finde en B-hingst til opbygning af linien. Der var ingen, der blot tilnærmelsesvis svarede til det ønskede. Alligevel erhvervede man en unghingst, der repræsenterede B-linien via Nabucco-Jubel-Caesar-Lezio-Bolzano.

856 Bozen skulle altså forsøge at opbygge B-linien i Nordtyrol, hvor den ikke tidligere havde været tilstede. Han blev sat ind i Kitzbühel, og over hoppefamilien Beatrix-Penzl fik man hingsten 1012 Brenner, der kom til at avle i Zams.

Det viste sig at blive sværere end med A-linien, for avlerne opnåede allerede gode priser for deres avlsprodukter. De kunne ikke umiddelbart tilskyndes til at bringe deres bedste hopper til bedækning ved denne B-hingst. Der var kun den langsomme vej tilbage - over flere generationer og ved hjælp af de bedste hoppelinier.

Hingsten 1126 Becket stammer efter Brenner og ud af en hoppe af Kalterer-Moid-stammen opdrættet på 999 Anselmo. Becket selv kom i avlen i Kitzbühel og fik bl.a. tilført en hoppe, der var avlet 3 gange ud fra Beatrix-Penzl-hoppefamilien og 2 gange efter St-linien. Denne sammensætning resulterede i B-liniens første kvalitetshingst: 1246 Brutus.

Brutus blev afgivet alt for tidligt fra Tyrol, idet en meget lovende søn, 1342 Benjo, døde allerede i sin 3. bedækningssæson af en hjerneblødning.

Det lykkedes dog B-linien at få fodfæste via Brutus og yderligere at udbygge den via 1161 Basalt og dennes 2 sønner, 1270 Bach og 1343 Berthol. Via Bach over 1484 Boris fik man liz. 113/T Beryll, der stod på Fohlenhof Ebbs i en årrække, hvor han blev tilført hopper af de allerbedste hoppestammer. Der blev også fæstnet lid til Benjo-sønnen, 1468 Bergwind, men denne gren levede ikke op til forventningerne og eksisterer ikke længere i Nordtyrol.

B-linien anses fortsat for at være en af de svageste, men i betragtning af at opbygningen af denne linie i Tyrol er startet så sent som i 60'erne, kan man konstatere, at der er sket et  glædeligt kvalitativt opsving, og avlere med kvalitetshopper bliver i dag understøttet med pengepræmier for at lade deres gode hopper bedække ved B-hingstene.

M-LINIEN

Massimo, som grundlagde denne linie, beskrives som ædel og af god type. Selv avlede han kun 6 sønner, hvoraf den ene var Nilo (Niggl 5). Nilo var ikke umiddelbart nogen tiltalende hingst; men han førte værdifuldt blod via sin mor, der var efter to gode faderdyr, Nibbio og Mölten. I dag findes der desværre ikke længere nogen linier efter Mölten - på trods af at han var en af de mest ædle repræsentanter for racen med hensyn til type. Uden tvivl har denne side haft stor indflydelse på Nilo's afkom, sådan som gode pålidelige moderstammer ofte sætter deres stempel på en hingstelinie. I hvert fald avlede Nilo væsentligt bedre afkom, end man kunne forvente - de var ædle og tørre. Det blev 3 af Nilo's 10 sønner, der kom til at give denne linie bredde af betydning.

Talmæssigt blev hingsten 1367 liz. Stürmer med sine 27 sønner, 57 sønnesønner, 58 hingste i 3. generation og 86 hingste i 4. generation den mest fremherskende. Men det skal ikke skjules, at liz. Stürmer efterlod sig meget bedre døtre end sønner. Stor ædelhed, bemærkelsesværdigt udtryk og påfaldende gode muskler karakteriserede denne hingst. Igennem sine gode døtre har han bidraget mindst lige så meget til udviklingen af andre blodlinier som til opretholdelsen af egen linie igennem sønnerne. Fremfor alt kan A-linien delvis takke hingsten liz. Stürmer via døtrene for sin hurtige og vellykkede kvalitetsfremgang.

Kun 3 af de mange liz. Stürmer-sønner anses for at have sikret M-linien's fortsatte beståen, samtidig med at de også var glimrende faderdyr: 1480 Marius, 423 Midas og 578 Magnat. Et styrtdyk i Stürmer-linien i 60'erne blev afværget af Marius-sønnen, 251 Merkur. Som betydningsfulde sønner af Merkur anføres 1015 Malteser, Mercedes 112, der kom til Tyskland, og liz. Meiler (Mert 2), der kom til Tyrkiet. Stürmer-grenen er dog alligevel gået stærkt tilbage og opretholdes i dag næsten kun i USA. Der findes i 15. generation en enkelt hingst i Schweiz og 2 i Tyskland.

En anden god søn efter hingsten Nilo var Meteor, som førte M-linien videre i oprindelseslandet Italien og sikrede dens beståen her. Med sine 6 sønner, hvoraf Caio vel er den mest fremtrædende, og 14 sønnesønner forbedrede han sit avlsområde kvalitativt. Man har forsøgt at udbygge M-linien i Italien via Mordskerl-stammen, den tredje gren efter Nilo, men det er trods forskellige forsøg ikke lykkedes, og A-linien, der først kom til Italien i 60'erne, har nu overhalet M-linien dér. 

850 Mordskerl, den 3. Nilo-søn, stod i 10 år i avlsområde Zams, hvor han skabte et betydeligt og værdifuldt hoppegrundlag og også avlede 10 hingste. De 2 af dem fik til opgave at styrke denne gren af M-stammen. Hingsten 1582 Liz. Monarch var en af de 2. Han var ud af den kendte og helt fremragende hingstemoder 41/I Diema-Klara. 12 hingste avlede han, og 3 af disse regnes for værdifulde faderdyr.

M-linien blev først og fremmest styrket og udbygget af de to helbrødre 332 Monaco og 407 Mobil ud af hoppen 2640/T Donau-Dora (hoppefamilie 8/I Albina-Lucy). Hingsten Mobil, som i starten ikke var særlig populær, viste sig at være den stærkeste af de to og via 1045 Mohammed fik han en fremragende sønnesøn i avlen, nemlig 1262 Midas. I dag er det den suverænt bedste gren af M-linien. Midas-sønnen Mithras med sine ikke mindre end 14 sønner har sat sit præg på avlen i Tyskland sammen med en anden søn, liz. 179/T Mars.

630 Moment efter 332 Monaco og ud af den glimrende hingstemoder Diema-Klara kunne interessant nok ikke opfylde de forventninger, der var sat til ham. Det er et typisk eksempel på, at der ikke gives garanti for avlsmæssig succes, selv om man fører de bedste hingste- og hoppelinier sammen.

Mordskerl's anden dominante søn var hingsten 1918 Maat. Dennes søn, Mandl 203, afgav Tyrol til Westfalen (D) for at få styrket M-linien dér.

M-linien har stagneret i Europa i de sidste 10-15 år, er endda for nedadgående. Man må fremover være mere opmærksom på denne linie, der tidligere var førende. Man skal ikke glemme, at en tredjedel af tilvæksten ligger i Amerika. Opmærksomheden skal ifølge Otto Schweisgut gælde de tre hovedstammer: Mordskerl, Stürmer og Meteor. Via Mordskerl-stammen med hingsten 1262 Midas i 13. generation (efter 4 generationers opbygning) rådede man indtil for få år siden over en virkelig fin hingst, som kvalitativt, men måske også kvantitativt særligt skal styrke M-linien i de næste generationer. I august '95 kunne Midas i en alder af 18 år ikke mere, og det er nu op til hans ikke mindre end 20 sønner at videreføre linien. Specielt har man opmærksomheden rettet mod de 2 helbrødre, Mahatma og Morgenrot.

N-LINIEN

N-liniens stamfader, Nibbio (Niggl 2) avlede betydningsfuldt afkom, som han dog for det meste også medgav sine hvide aftegn. To hovedgrene udgår fra denne hingst: 997 Liz. Naz over Bacco, som kom til at præge avlen i Tirol, og Nautilus over Ilio, der blev den gren, som videreførte linien i Italien.

Liz. Naz. styrkede linien i Østrig og Tyskland, især via helbrødrene Nastor 68 og 152 Nerz. I Italien var det hovedsagelig Nautilus' 2 sønner, Hafling og Hofrat, der udbyggede N-linien.

I 1954 overtog Bayern hingsten Nastor fra Tirol, og allerede 4 år senere kunne man se en glædelig stigning i antallet af N-hingste, bl.a. tophingsten Nelson 90. En importbølge til Bayern af N-hingste fra Sydtyrol fulgte i årene '59 til '62, bl.a. Hofmeister, Haferling, Primus, Meister og Milius. De to sidste havde interessant nok et stangmål på henholdsvis 132 og 128 cm!

Indtil for få år siden var N-linien den absolut stærkeste med hensyn til antallet af avlshingste i hele verden, men A-liniens eksplosive udvikling har henvist N-linien til 2. pladsen. Den er dog repræsenteret i næsten samtlige lande, der driver Haflingeravl. Men ca. 2/3 af N-hingstene avler dog i Italien og Tyskland. Ca. 200 af ca. 320 N-hingste avler i disse to lande.

Især tre stammer af N-linien har gjort sig særlig bemærket i Italien og har en stor styrke. Det drejer sig om hingstene: Hofrat, Hafling og Genius. Hofrat har via sønnen Hofmeister opbygget en betydningsfuld stamme i Tyskland (heraf alle H-hingstene i Tyskland, som altså tilhører N-linien!). Nerz og Nastor skaffede en anselig stamme for N-linien i henholdsvis Østrig og Tyskland, men i de senere år har Norden-sønnen 1213 Neptun og ikke mindst dennes søn Nissan haft en positiv indflydelse på avlen i Tyskland.

I USA kunne hingsten Naxos, der var afgivet fra Tyrol, give N-linien fodfæste.

I Østrig kunne linien opbygges over 152 Nerz og yderligere forstærkes via 632 Nenner - 938 Norden - 1258 Liz. Nordwind. Nordwind er med sine 25 år stadig aktiv i avlen og sammen med sønnen 1404 Natan og sønnesønnen 1514 Nabucco har Østrig her virkelig  kvalitet af topklasse. Både Nordwind og Natan er blevet afgivet til andre avlsområder udenfor Nordtyrol, mens Nabucco og hans vel hidtil mest betydningsfulde søn, Nordtirol skal føre linien videre i Haflinger Pferdezuchtverband Tirol. 

S-LINIEN

S-linien, som udgår fra Mandl I-8 med Stelvio som grundlægger, er en af de svageste blodlinier. S-linien var ikke repræsenteret i det østrigske hingstedepot i Stadl-Paura ved delingen af Tyrol i 1918 og var altså således forblevet i oprindelsesområdet. Der var tvivl om, hvilken søn efter Mandl I-8, der skulle erklæres for grundlægger af linien: Stelvio over Silvio og Nunu eller Guido over Fritz-Asten og Naro. Desværre udgik den anden af de to grene, formodentlig pga. uopmærksomhed.

Midt i 60'erne erkendte man for alvor S-liniens svaghed, og Haflinger Pferdezuchtverband Tirol anstrengte sig for at finde en brugbar S-hingst i Sydtyrol. Hingsten Nunu og dennes tre sønner Terno, Fritz-Meran og Ezio var de eneste, der så nogenlunde kunne holde linien i live.

I Italien kunne Fritz-Meran opretholde linien i en tynd tråd via Norbert, Ströcker og Santner.

Østrig erhvervede hingsten Salurn, en Ezio-søn, og forsøgte at opbygge linien over denne hingst ved at sammenføre de bedste linier og med hurtigt generationsskifte. Men desværre er S-linien stadig den svageste af Haflinger-avlens 7 blodlinier, og der er stadig tvivl om, hvorvidt den vil kunne overleve.

I Tyskland kunne der være gjort en ekstra indsats for at styrke S-linien. Man erhvervede Silvio efter Fritz-Meran og Leo efter Ezio, begge 10. generation. Men der blev ikke indsat hingste efter Silvio. Efter Leo kom 7 sønner i avlen, hvoraf kun hingsten Leonhardi stillede 3 sønner. I dag findes der dog ingen hingste efter disse.  

Det er ydermere beklageligt, at den meget lovende hingst Silbersee, der stammer efter Tyroler hingsten 1010 Silber, nærmest var dømt til at uddø i Tyskland. Det skyldtes bl.a., at hingsten for en stor del fik tilført ikke-renavlede hopper. Silbersee skal nok ellers regnes for en af de bedste S-hingste i de seneste årtier. Denne Silbersee-stamme hænger i en meget tynd tråd i Tyskland og kan næppe reddes, kun reddes ved en ekstraordinær indsats. Hingsten blev afgivet til Frankrig i  1987, men med et ringe hoppegrundlag dér er det tvivlsomt, om grenen kan videreføres.

I Italien blev der fejlagtigt sat alt for mange S-hingste i avlen fra midt i 70'erne og ca. 10 år frem i den tro, at mængden afgør, om linien kan reddes. Det kan dog have fatale følger for en linie og være desto mere ødelæggende for videreførelsen end at arbejde med største forsigtighed og tålmodighed.

I Østrig gør man sig fortsat store anstrengelser for at få S-linien op på højde med de øvrige blodlinier. Det er endnu ikke lykkedes, men man håber på, at Salut-sønnerne kan medvirke hertil. En sønnesøn - liz. 105/T Saphir født 1989 – blev stationeret på Fohlenhof Ebbs, hvor han ligesom hos B-linien fik tilført gode hopper mod pengepræmier.

Saphir blev i 2000 solgt til USA, men 2 sønner – Sassico og Samarkand kan få stor betydning i opretholdelsen af denne linie. Det skal de kommende år vise.

ST-LINIEN

ST-liniens stamhingst var den kendte og typiske Haflingerhingst 1074 Student, som via 376/72 Hirn-Mandl hører til den sikre stamme efter liz. 42 Mandl. Der er vel ingen af liz. 42 Mandl's efterkommere, der har formået at videregive sin type så præcist som Student. Student avlede ikke færre end 24 sønner, men vigtigst af dem alle var 128 Stromer, som stort set er repræsenteret i alle avlsområder i og udenfor Europa via sine 29 sønner, 68 sønnesønner og 26 hingste i 3. generation. Fra sin første avlssæson og indtil sit 18. år stod han i Wildschönau i Tyrol, hvorfra han efter indtrængende anmodning blev hentet til Italien som første repræsentant for linien dér. Desværre døde han her 3 år senere uden at have bidraget væsentligt til en blodfornyelse pga. det uensartede hoppemateriale i sit nye avlsområde. I Wildschönau var der et bredt avlsfundament baseret på liz. Willi-hopper. Stromer avlede netop sine bedste produkter med disse liz. Willi-døtre. Hoppernes ofte sabelbenede fundament forbedrede han påfaldende, men formåede kun sjældent at hæve dem til idealet - et bevis for, at forhåndenværende mangler ikke skal imødegås af modsatrettede eksteriørfejl, men derimod med gennemslagskraftige normalformer.

Liz. Willi stod 12 år i Wildschönau, mens Stromer virkede dér i 14 år. Dette var en stor fordel for hele avlsområdet. Stromer efterlod sig et beundringsværdigt hoppegrundlag, der var ensartet i form og type og med pålidelige arveegenskaber. Farvemæssigt slog han igennem med meget mørke avlsprodukter. Sjældent er det lykkedes en hingst i den grad at sætte sit præg på sine efterkommere i flere generationer, som Stromer gjorde.

Af Stromers sønner fremhæves især 1483 Steiger, der via sønnen 49 Stattlich blev udbredt i Tyrkiet og DDR, 1482 liz. Stolz, der fandt fodfæste i Schweiz over sønnen 46 Starost og sønnesønnen Sturm, Sturmwind 60, der kom til Tyskland, 1916 Stern, der medvirkede til opbygningen af linien i USA, og endelig og ikke mindst 505 Stüber, som satte sit præg på avlen i Østrig og Italien.

Der er gjort mange forsøg på at skabe et bredere grundlag for ST-linien i de enkelte avlsområder, men mange er slået fejl. Selv i Italien har ST-linien ikke slået igennem på trods af 128 Stromer og sønnerne 1482 liz. Stolz, 1656 Strom og 505 Stüber. Det er endnu et eksempel på, at man intet opnår uden passende hoppestammer!

Udviklingen i Tyrol/Østrig viser, hvor svært det er at opbygge en linie kvalitativt. Selvom man i 8. og 9. generation rådede over et passende antal gode hingste, måtte man vente endnu 2 generationer, inden en virkelig god avlshingst igen var til rådighed.

Via 505 Stüber - 931 Stil - 1099 Stecher lykkedes det at få kvalitativ og kvantitativ fodfæste ved hjælp af hingstene 1293 Stürmer med 13 sønner og 1409 Stuart med 9 sønner. Det skulle i de kommende år vise sig, om Stuart-sønnen liz. 122/T Starkenbach var St-liniens "nye håb". Selv kom han ikke til at avle i mange år, da en testikel måtte fjernes efter et koliktilfælde, men sønnen liz. Standschütz betragtes som det stærkeste bud i St-linien..

Først med hingsten 1293 Stürmer lykkedes det at sætte en usædvanlig hingst i avlen. Desværre døde han kun 8 år gammel, men det lykkedes denne hingst på trods af sin relativ korte avlstjeneste at gøre sin indflydelse gældende på ST-linien på betydelig positiv måde. Man forventer yderligere konsolidering af linien af i det mindste nogle af hans 13 sønner, blandt dem hingstene 1491 Standard og 1426 Star, der har avlet den lovende 1540 Sterlango - og ikke mindst af Stürmer-døtrene.

Via 901 Steinadler og sønnen 1132 Stereo forventede man yderligere udbygning af denne gren, i særlig grad over Stereo-sønnen 1318 Strumer, og forventningerne er i mange henseender blevet indfriet.

St-linien har altid været regnet for en af de største og mest betydningsfulde blodlinier. Næppe nogen anden linie kan udvise så mange markante sidegrene som denne linie. Men også denne linie har måttet lide i forhold til A-liniens fremmarch.

W-LINIEN

401 Liz. Willi var grundlægger af denne linie. Han avlede en noget massiv Haflingertype, der dog var forsynet med passende ædelhed. Det blev til 23 sønner og 196 døtre, og det var 4 af de 23 sønner, der afstamningsmæssigt på mødrene side havde de nødvendige forudsætninger for en videreavl. Desværre døde en af disse efter kun 2 bedækningssæson'er. En anden blev sat ind i et avlsområde, hvor der ikke var tænkt på afkom efter faderdyr.

Den tredje af dem var liz. Willi I, som havde ringe muligheder for at avle med succes i Steiermark. Derimod så det ud til, at hans sønnesøn Wieland via Wilfried med 12 sønner og 8 sønnesønner skulle få succes med et bredt og solidt fundament i Bayern. Men Wieland-stammen udgik pludselig i 2. generation og uddøde i 3. generation. Wieland kunne ikke fremvise afstamning på mødrene side! Eksemplet her viser, at man intet opnår avlsmæssigt uden hensyntagen til gennemprøvede og succesrige moderstammer.

Wieland var ellers blevet rost vidt og bredt og havde et imponerende eksteriør. Selv Tyrolerne legede med tanken om at bytte Stromer ud med Wieland - indtil de fik indblik i hans afstamning - eller mangel på samme. Ingen af forældredyrene til hans mor Olga er kendt.

Derefter var der kun ét at gøre, at vende sig mod den sidste af de 4 Willi-sønner: 122 Wardein.

De mest værdifulde hingste på daværende tidspunkt var repræsenteret i Wardein's aner: 186 Elvas og Jaggele via hans mor, 2 gange liz. 42 Mandl og 252/233 Hafling og desuden 54 Genter og 23 Bruder.

Som 20-årig blev Wardein stillet til rådighed for avlsområdet i Zams for at give linien et opsving på det forhåndenværende hoppegrundlag, på samme måde som man gjorde med hingsten Anselmo. Indtil da havde han stået i områder, hvor det ikke var let at avle kvalitet; men netop i disse områder beviste han sin styrke og gennemslagskraft, idet han bidrog væsentligt henimod en ensartethed på et meget uens hoppemateriale. Men i disse områder manglede der gode moderstammer til at sikre afkom i form af gode avlshingste.

Wardein havde selv i en alder af 27 år et fundament og en gang med fjedrende bevægelse og afskub, der ville gøre enhver unghingst ære.

Man ventede sig særligt et fremskridt af 4 af Wardein's sønner: 649 Wilten, 855 Wirbel, Winchester 5 og Winnetou 297. Det var dog kun de 3 førstnævnte, der kunne indfri forventningerne.

Winchester kom til det tidligere Østtyskland og slog aldrig rigtig igennem, da der kun står 5 hingste i 11. generation imod 11 i 9. generation og 9 i 10. generation.

Italien forsøgte at opbygge linien via Wilten - Walli - Sigfriedo - Augusto. Men på samme måde som ved S- og B-linien lignede det en masseproduktion. Alene efter hingsten Augusto blev der af årgangene '81-'87 sat 40 W-hingste i avlen.

I Østrig oplevede man et glædeligt kvalitativt opsving over hingstene Wirbel og Wilten.

Stammen over Wilten - 936 Wildschütz - 1223 liz. Wintersturm - 1218 Waldprinz til 1350 Wagrein og 1473 Wildspitz var i en årrække værdifuld for W-linien, men denne gren er ikke længere til stede i Tyrol.

Ganske specielt har efterkommere efter Wirbel over 1051 Wotan - 1295 Wildmoos - 1406 Winterstein ført W-linien helt til tops.

Winterstein beviste sin styrke på 2. Haflinger Verdensudstilling i 1995 ved at vinde afkomssamlingen for hingste, og med sine 14 sønner i 11. generation og Waldprinz' sønner og sønnesønner i 11. og 12. generation var der tale om et enormt kvalitetsspring fremad i løbet af et par generationer.

ARVELIGHED

Spørgsmålet om, hvad der nedarves fra hingst til føl og fra hoppe til føl er lige så gammel som avlen selv, og noget éntydigt svar findes ikke.

Videnskabelige facts viser, at en hest har 32 kromosompar, altså 64 enkeltkromosomer, som hver indeholder talrige arveanlæg (gener). Det uberegnelige i avlen er, at kromosomerne fra de to forældredyr med forskellige arveanlæg forenes i føllet efter en "tilfældighedernes lov". Fra begge forældrene videregives lige mange arveanlæg, dog ofte ikke lige dem, som avleren havde ønsket sig. Det er en kendsgerning, at to helsøstre eller to helbrødre nedarver noget forskelligt. Dette betyder, at de selv hver har fået forskellige arveanlæg med sig. Som eksempel kan nævnes helbrødrene Monaco og Mobil. Den ene havde en bred blis og tre hvide aftegn på benene, den anden en smal blis og ingen hvide ben, selvom der i afstamningen 3 generationer tilbage på både fædrene og mødrene side ikke optræder aftegn på benene. Pludselig optræder det så igen, og han giver det også videre til sit afkom, medens man hos den anden ikke ser disse benaftegn og heller ikke hos hans afkom. På samme måde kan for eksempel også benstillingsfejl, karakterafvigelser osv. optræde flere generationer senere. Mange avlere er af den formening, at fejl skal rettes i næste generation med modsatrettede fejl. Det er en stor fejltagelse!!! Kun parring med en mest mulig korrekt hest - det der kommer idealet nærmest - giver en forventning om muligst korrekt afkom!!! Det er dog ikke alle arvelige fejl, der optræder dominant, så der kan være forhåbning om, at fejlen aldrig optræder mere. Modsat vil man også kunne opleve, at parringen af to højtstående kvalitetsdyr resulterer i en "fiasko".

Det er utrolig vigtigt kun at lade de bedste hingste indgå i avl, da effekten af deres gener når meget langt. Man kan blot tænke på, hvor mange føl en hingst kan producere om året, hvorimod hoppen kun får det ene føl. Men for at opnå de ønskede egenskaber og kvaliteter hos Haflingerne er det lige så vigtigt at arbejde med gode gennemprøvede hoppestammer. Uønskede egenskaber kan som før nævnt slå igennem mange generationer senere - fra begge. Kun ved at eliminere disse uønskede egenskaber opnår man den ønskede fremgang i avlen. Siden 1947 har Haflinger Pferdezuchtverband Tirol nøje ført et "hoppefamilieregister" - et vigtigt grundlag i fremme af en målrettet avl. Hele avlsbestanden blev første gang besigtiget i 1947, så i 1957 og 1967/68. Dét sammen med de årlige kåringer overbeviste avlsledelsen om, at mange hopper med henblik på eksteriør og karakter ikke svarede til målsætningerne. Ikke mindre end 117 hoppefamilier blev derfor taget ud af avlen. Yderligere 87 hoppefamilier blev taget ud, fordi et betragteligt antal hopper, der stammede fra originalavlsområdet Sydtyrol, ikke kunne fremvise nogen afstamning på mødrene side og dertil over nogle generationer avlede for små heste. Der er i dag godt 500 hoppefamilier i hoppefamilieregisteret i Haflinger Pferdezuchtverband Tirol. Avlsledelsen har i årtier bestræbt sig på at føre de bedste moderlinier sammen og dertil tilføre dem de bedste hingstelinier. Ved hjælp af indavl - ja, endda incestavl kan man forsøge at opnå en ophobning af visse ønskede, racetypiske egenskaber, sådan som det f.eks. er blevet praktiseret i opbygningen af A-linien: Liz. Afghan er i anden og tredje generation indavlet på Adler. I hingsten Atif var det endda muligt at indføre Adler tre gange samtidig med 4 aldeles værdifulde moderstammer. Men netop i indavl skal man holde sig "forstærkereffekten" for øje. Ikke blot de positive ting vil optræde hyppigere, men også de negative. Avl er svært, og der findes ingen formel. Kun med held, kendskab og følelse kan man drive seriøs Haflingeravl.

- Den første stambogsføring og nummerering -

     Det er almindelig kendt, at Haflingeravlen tog sin begyndelse med hingsten 249 Folie, der blev født i 1874 i Sydtyrol, der dengang tilhørte Østrig, men som siden 1. verdenskrig har været en del af Italien.

     Hopperne skænkede man dog ingen eller kun ringe opmærksomhed på den tid. Først omkring1926 tog man for alvor fat på at registrere hoppebestanden med anlæggelsen af den første grundbog (stambog), der udelukkende og betingelsesløst kun optog renracede Haflingerhopper. I Dr. Karl Thurners bog fra 1938 findes en komplet fortegnelse over alle i Østrig registrerede hopper med afstamning i 2 generationer (hingstene var alle kendte og registrerede), farve- og aftegnsbeskrivelse, størrelser (båndmål, gjordmål og pibemål), antal bedækninger og resultatet af disse og endelig, hvad der blev af afkommet eller hoppen selv, eksempelvis solgt til Stiegl-bryggeriet i Salzburg, bortskaffet p.g.a. knoglebrud eller solgt til hærens opkøbere.

     Nummereringen af hopperne blev foretaget efter en meget nøje plan, så der var mulighed for at skelne bl.a. avlsområderne fra hinanden.

     Den første avlssammenslutning i Tyrol var Zams, der blev dannet i 1921. Derefter fulgte Weer i 1927, Wildschönau i 1928, St. Jacob in Defreggen i 1931 og Kufstein-Kitzbühl i 1937. Disse 5 første avlssammenslutninger i Tyrol blev nummereret med romertal:

     Alle Haflinger-hopper, som blev optaget i en avlssammenslutnings grundbog, blev opført, også selvom de af en eller anden grund senere var udgået. Sædvanligvis tjente dobbeltnavne som betegnelse for grundbogshopperne, hvoraf det første var det egentlige grundbogsnavn, mens det andet var avlerens eget kaldenavn for hoppen (Albina-Lucy, Bessi-Fanni, Berka-Fanni, Perle-Mitzl, Dora-Fuchs osv. osv.). Hvis man havde begrænset sig til kun at anvende bøndernes almindelige kaldenavne, ville ganske mange af disse hopper kun have heddet Fanni, Mitzi eller Mitzl, Fuchs og Liesl, som var de almindeligste, og det ville have været vanskeligt at administrere stambogen. I italienernes såkaldte første ’stambog’ fra 1931 er der ikke mindre end 46 hopper med navnet Fanny eller Fanni, 34 med navnet Mitzi, 29 med navnet Kathi og 27 med navnet Fuchs.

     Men vigtigst var talgivningen i Nordtyrol, som var adskilt for hver af de 5 avlssammenslutninger og med fortløbende numre.

     Det første arabiske tal var det egentlige og afgørende grundbogsnummer. Dette grundbogsnummer var adskilt med en skråstreg fra et romertal, som betegnede avlssammenslutningen.

     Efter dette egentlige grundbogsnummer havde forbundshopper, dvs. de af staten opkøbte hopper, et andet amtsligt grundbogsnummer, som var adskilt fra det første af en skråstreg og først derefter romertal for avlssammenslutningen. Dette andet nummer blev tildelt forbundshopperne, også selvom de allerede var overgået i uindskrænket eje til den, der havde plejet hoppen.

     Hvis en Haflingerhoppe udgik af én avlssammenslutning og blev optaget i en anden, fik den det fortløbende nummer fra den nye sammenslutning, mens det gamle nummer blev angivet i parentes. Navnet blev bibeholdt.

     Udover den romerske talbetegnelse fra I til V viser også det første grundbogsnummer, hvilken avlssammenslutning Haflingerhoppen tilhører:

     Denne anden mulighed for at skelne mellem de enkelte avlssammenslutninger blev senere opgivet, da der begyndte at ske overlapning af numrene, sådan at det forblev romertallet, der var kendetegnende for avlssammenslutningen.

      For hver hoppe blev der nøje ført et grundbogsblad i statsligt regi hos det såkaldte Landstallmeisteramt med angivelse af bedækningsdatoer, beskrivelse af eksterieurfortrin og -mangler, angivelse af sygdomme og arvelige fejl og årsag til eventuel udelukkelse eller udtagelse af grundbogen. Ikke alle disse oplysninger er dog tilgængelige i den trykte, offentlige stambog.

     Forbundshopperne var de ca. 100 original-Haflingerhopper, som den østrigske stat opkøbte i Sydtyrol med tilladelse fra den italienske regering i årene 1928-30. Avssammenslutningerne i Zams, Weer og Wildschönau fik hver tildelt 20 af disse hopper, mens St. Jacob in Defreggen fik 10. De øvrige 30 blev fordelt i Steiermark og Oberösterreich. Sammenslutningen Kufstein-Kitzbühl måtte selv påtage sig at skaffe et godt avlsgrundlag, da staten på dette tidspunkt var ophørt med opkøb. Men samtidig med statens importer, blev der på privatinitiativ importeret andre original-Haflingerhopper fra Sydtyrol, hvor bønderne var fattigere og havde brug for pengene. Problemet i Nordtyrol var nemlig, at der ved 1. verdenskrigs slutning så at sige ikke var nogen hopper, mens så godt som alle hingste stod på statshing-stestationen i Stadl-Paura i Oberösterreich.  

     På samme måde var der system i registreringen af hingstene. Hingstene var blevet registreret flere årtier, før man overhovedet tænkte på hopperne. Et tal foran hingstens navn var dens grundbogsnummer. Stod der 2 tal med skråstreg imellem, betød det første tal det nye grundbogsnummer, som blev tildelt i 1923 ved nyordningen af avlen i Nordtyrol, mens det andet tal var hingstens tidligere grundbogsnummer fra tiden før 1. verdenskrig, f.eks. 264/333 Girg Mandl I eller 356/72 Hirn Mandl I, hvor romertallet I i disse tilfælde betyder 1. generation efter liz. 42 Mandl.

     Står der ingen tal foran hingstens navn, drejer det sig om en privathingst på licens, dvs. hingsten har fået en kåring og en avlsgodkendelse, men er i privat eje. Den fik derfor forkortelsen liz. (lizenziert) foran navnet, f.eks. liz. Jockl (hingst uden blodlinietilhørsforhold efter liz. 42 Mandl).

     Hvis hingsten før opkøb af den østrigske stat var blevet anvendt som privathingst på licens, så er forkortelsen liz. føjet til grundbogsnummeret, f.eks. 1367 liz. Stürmer.

    Omvendt kunne en statshingst efter en vis årrække overgå helt og holdent i hingsteholderens eje, og hvis hingsteholderen derefter anvendte hingsten som privat-hingst på licens, ville det se ud på modsat måde med liz.-betegnelsen først: liz. 252/233 Hafling.

     Privathingste på licens, dvs. i privat eje, men med tilladelse til bedækningsvirksomhed, var kårede af en kommission på samme måde som de statsejede hingste. Der var ingen forskel, men langt de fleste hingste var eller havde været i statens eje.  

     Indtil udbruddet af 1. verdenskrig havde staten årligt opkøbt mellem 6 og 10 af de bedste hingste- og hoppeføl til videre opdræt. Hingstene blev indsat i avlen i en alder af 4 år hos pålidelige bønder, der modtog en fastsat havreration og retten til at indkassere bedækningspenge. Hopperne blev ligeledes udstationeret hos passionerede avlere, der forpligtede sig til at bedække disse hopper i 3 år med en anvist hingst og samtidig forpligtede sig til også at afsætte afkommet til staten, som ansås for at være garant for betalingen og dermed garant for en hårdt tiltrængt indtægt.

     Udenfor bedækningssæson’en, som varede omkring 4 måneder, var det kun ganske få af hingstene, der ikke kom tilbage på station i Stadl-Paura, men forblev i privat pleje. Både hopper og hingste kunne efter typisk 6-8 år i avlen overgå uindskrænket i bondens eje.

     I nyere tid, det vil sige efter 2. verdenskrig, har alle hingste i Nordtyrol været i statens eje, helt frem til Østrigs indtræden i EU. Siden da er det Haflinger Pferdezuchtverband Tirol, der har stået som ejer, og som udstationerer hingstene på privatstationer - dog ikke længere med tilskud.  

     Identifikation i form af brændemærkning blev på samme måde sat i system. Hopperne blev sammen med afkom brændemærket med f.eks. et  H  med lidt skæve ”ben”, i hvis åbning under tværstregen avlssammenslutningens nummer er angivet med arabiske cifre. Hopper, der var optaget i grundbogen, fik brændemærket på venstre skulder (moderbrand), mens føl fik samme brand, men på venstre lår (følbrand). Havde en hoppe f.eks.  H  brand på venstre skulder med et 5-tal og  H  på venstre lår med et 3-tal, kunne man deraf slutte, at hoppen var grundbogshoppe i Kufstein-Kitzbühl, og yderligere at hendes mor måtte være grundbogshoppe i Wildschönau. Hvis en grundbogshoppe flyttede til en anden avlssammenslutningen fik hun dog ikke yderligere brændemærke.

     Hingsteføl efter grundbogshopper fik ligeledes det retmæssige følbrand på venstre lår. Efter en eventuel kåring blev forbundshingstens grundbogsnummer brændt på venstre side af halsen, og hvis hingsten var opdrættet på forbundsstutteriet i Piber, fik den desuden stutteriets brændemærke på venstre og følnummeret på højre sadelside.

     For fuldstændighedens skyld skal det lige nævnes, at en fra udlandet importeret hingst blev brændemærket med  e (Einfuhr) på venstre skulder.

     På dette tidspunkt anvendte man allerede Edelweiss-brand i Italien. Det blev først taget i brug i Nordtyrol omkring 1940.

                                                                                                            Ingelise Bonde Thorsen ,    2001

KILDER:

Franz Gentner: Der Haflinger und seine Zucht, BLV Verlag 1965

Dr. Karl Thurner: Der Haflinger und seine Zuchtgebiete 1938  

Holger Heck: Traumpferde der Welt - Haflinger

Winfried Paul: Haflinger in Europa - Liebe ohne Grenzen 1988

Otto Schweisgut: Haflinger - Ein Pferd erobert die Herzen der Völker 1965

Otto Schweisgut: Haflinger Pferde 1995

Südtiroler Haflinger-Pferdezuchtverband: Der Original-Haflinger und sein Ursprungsgebiet Südtirol

Erik Lund: Verdenshistorie bind 4 og 5

Haflinger aktuell: nr. 3/95

OPLEVELSER MED HAFLINGER-HESTE  

Den firbenede kammerat ved Ishavsfronten       

af Otto Schweisgut

     I det høje Nord ved Ishavsfronten måtte mand og hest ikke blot trodse modstanderens våben. En langt værre og mere uberegnelig fjende viste sig dér oppe: den ufattelige indflydelse fra det hårde arktiske vejrlig. Den, der har skullet udholde tre eller fire isvintre uden passende tag over hovedet og delvis også uden hensigtsmæssig påklædning, ved, hvad det betød for vores heste at udstå de arktiske vintre i en bunkerstald, dårlige barakker, telte eller meget ofte i det fri ved 30 til 50 graders kulde. I de frygtelige snestorme stod de ofte i sne til halsen i snedriverne, de måtte finde sig i at få lagt stivfrosne dækkener og seletøj på, og tungt læsset kæmpede de sig så gennem de isnende storme og de stadigt større snemasser, indtil de endelig, badet i sved, igen var nødt til at være i det fri - ofte i timevis, ja ofte en hel nat.

     Fodermængden til disse heste, som man stillede alt for store krav til, stod slet ikke i forhold til deres kraftanstrengelser i sådanne situationer. Grovfoder fandtes aldrig, og der var kun sparsomt med kraftfoder eller foderkonserves til rådighed.

     Og lige netop her har Haflingerhesten for altid aflagt en materialprøve for sin race. Det vil synes utroligt for mange, når jeg siger, at ikke en eneste Haflinger har svigtet under disse aktioner. Der var dem, som udførte disse ufattelige præstationer med en forbavsende selvfølgelighed; der var dem, som blot fuldførte, fordi de skulle, og der var også dem, der måtte tvinges til det. Alt dette skete jo i menneskets og hans livs interesse. En svigten i sådanne situationer ville have betydet enden for både mand og dyr.

     Kun få hesteracer var sig disse usædvanlige strabadser voksen. Huzule-hesten og den russiske Panje-hest egnede sig under sådanne omstændigheder til lettere kraftpræstationer; men de var alt for lette, når det gjaldt trækkraft, og her kunne kun Haflingerhesten sættes ind.

     I Tilfælde, hvor tunge heste, selv de pålidelige Oldenborgere, ikke slog til, opstod der ofte situationer, hvor hestene måtte yde deres yderste. Inden man for eksempel lod en kanon stå og overlod den til fjenden, forsøgte man om muligt at skaffe den videre med Haflinger-spand. Endnu i dag ser jeg dem for mig, de små, men tapre heste fra min hjemegn, hvordan de med jernvilje og koncentreret kraft trak de tunge ammunitionsvogne, ikke agtende på de hårde betingelser, hvorunder man forlangte disse ydelser af dem. Selv om de måtte have kendt til Haflingerens præstationsevne, kunne jeg i mangen et ansigt hos mine kammerater aflæse forbavselse og beundring for disse dyr.

     Ikke kun én gang gjaldt det for mine heste at yde deres sidste for mig, og i særlig grad udmærkede Haflingeren Heini sig. Om han som fortrophest skulle klare en sump, om han med en kanon måtte krydse et terrræn, der lå åbent og i skudlinie, for ham var der ingen holdt, sålænge min stemme opfordrede til at gå fremad, og sådan reddede han ikke bare mit liv én gang.

     Et eksempel af mange. Det var en stormende vinterdag. Julen stod for døren, og vi ventede alle med længsel på den længe udeblevne post med nyheder fra vores kære derhjemme. Snestormene rasede imidlertid så heftigt, at ingen vovede at hente den så længe ventede julepost fra depotstillingen, som lå nogle timer borte. Der var - hvis man overhovedet turde tænke på det - kun to muligheder for at nå til forsyningsstillingen: at spænde et rensdyr for - sådanne havde vi til rådighed til specialkommando'er - eller en hest. Begge dele var et stort vovestykke i denne frygtelige snestorm, og ingen havde mod til at prøve.

     Selvom stormen ikke var stilnet af næste dag, forsøgte jeg det med et rensdyr. Dog er jeg i dag glad for, at den stak hovedet mellem forbenene og ikke rørte sig en centimeter af stedet.

     Så vovede jeg et sidste forsøg med min Haflinger Heini. Jeg var overbevist om, at det gode dyr ikke ville lade mig i stikken, sålænge hans kræfter blot rakte. Det havde han så rigeligt bevist for mig i årenes løb. Jeg var også klar over, at det i den givne situation med uophørlige storme ikke kun kom an på hans kræfter, men også på hans intelligens og orienteringsevne.

     Jeg spændte altså for, og vi begav os af sted. Henover de første højder rasede de arktiske snestorme endnu værre end i dalsænkningen, hvor vores lejr befandt sig.

     Mine tanker koncentrerede sig kun om ét: ikke at miste orienteringen. For en vildfarelse i denne enorme kulde - termometeret viste -40 grader C, da vi tog af sted fra vores stilling - ville have betydet den visse død for os begge. På de vanskeligste steder steg jeg ud og lod kun min gode Heini trække den tomme Akia (rensdyr-slæde), som kun vejede nogle få kilo. Snart stødte vi på snedriver, der nåede mig til under armene og min hest til halsen.

     Jeg sparede på mine kræfter så længe som muligt. Jeg vidste, at når det gik hårdest til, måtte jeg føre hesten i kort tøjle, tilskynde ham og forsøge at skaffe ham noget læ bag min ryg mod den modstridende storm.

     Efter en kamp, hvor det måtte briste eller bære, nåede vi endelig forsyningsstillingen. Dér kunne ingen fatte, at jeg i den storm havde fundet tilbage fra frontlinien. Bevidstheden om at kunne bringe mine kammerater dér fremme hilsenerne hjemmefra gav mig mod til igen at påbegynde tilbageturen og fik mig til at slå alle depotfolkenes advarsler hen.

     Men havde jeg blot anet stormens heftighed, som stadig tiltog på tilbageturen, så var jeg aldrig i evighed taget tilbage til kanonstillingen.

     Hvis udturen havde tæret betragteligt på vores kræfter, så krævede hjemturen det helt ufattelige. Stormen - sådan forekom det mig i det mindste - skiftede hele tiden retning, når vi gjorde, og brusede med voldsomhed imod os forfra, og det var næsten umuligt at få luft. Som brødre delte vi i første omgang strabadserne imellem os. Hundrede meter lavede jeg sporet, dvs. jeg trampede foran, Heini fulgte tæt bag mig med næseborene skjult for bedre at kunne få luft, de næste hundrede meter overtog Heini atter føringen. Snedriverne var visse steder så høje, at jeg blot kunne lade mig falde ned i dem for derefter at bestride dem meter for meter.

     Jeg indrømmer, det var snart ude med mig og mine kræfter, og jeg overlod mere og mere af strækningen til Heini. Tog mig sammen én gang til for igen at gå frem. Så skubbede min kammerat mig tilbage med hovedet, som ville han sige: bliv bagved, du klarer det alligevel ikke mere.

     Det var mørkt omkring os. Vi kunne næppe se mere end tre, fire meter frem. Selv i smukt vejr står solen ikke op på denne årstid i de arktiske egne, og om dagen er der kun skumringslys. Hvor taknemmelig ville jeg ikke have hilst polarlys velkommen!

     Pludselig gjorde Heini holdt. Han stod foran en drive, som på grund af sin højde ikke syntes at kunne overkommes. Hesten vrinskede, stejlede og sprang ind i driven. Sneen faldt sammen over hans ryg, og jeg kunne lige netop se, hvordan også hans hoved forsvandt i snemasserne. Jeg arbejdede mig fremad henover hans ryg for i det mindste at gøre hans hoved fri, så han igen kunne få luft.

     Sådanne situationer kan kun klares af heste, der besidder den nødvendige intelligens, ro og energi. Andre ville arbejde sig til døde i sådanne snemasser. Der er intet mere opslidende på kræfterne end at komme ud af så enorme snemasser, for menneske som for dyr.

     Nu var selv Heini's kræfter brugt op. Såsnart snehøjden igen blev lavere, sank han formelig til jorden. Jeg satte mig i Akia'en, som var spændt fra, lænede mig mod postsækken og kunne kun med møje holde øjnene åbne.

     Pludselig rejste Heini sig op, gav mig et skub, som ville han sige: Spænd mig for, så går det videre.

     Her viste der sig igen en typisk egenskab hos Haflingeren, som jeg allerede havde lagt mærke til: den utroligt hurtige regenerationsevne.

     Nu dukkede en ny fjende op, den værste man kan møde i sådan et tilfælde: Usikkerheden i orienteringen. Intet, slet intet kunne give os et holdepunkt til stedsansen. Én glat, hård sneflade. Ingen vej. Ingen pæle. Ikke det fjerneste tegn at orientere sig efter var at finde. Vi måtte være kommet væk fra vejen. Jeg tog tømmerne fast i hånden og ville dreje af til højre. Da indtraf det usandsynlige: For første gang i vores lange samvær fulgte Heini ikke mine instrukser. Min usikkerhed steg til det utålelige. Jeg blev arrig og energisk. Truede ham. Han lod sig ikke påvirke til at gå videre. Nu overvældede den triste fornemmelse mig, at vi aldrig mere ville se vores støttepunkt.

     Jeg forberedte mig på det værste og gjorde det eneste rigtige, som var at gøre i denne situation. Jeg bandt tømmerne fast til seletøjet, satte mig i Akia'en og overlod min skæbne til en hest, en Haflinger.

     Det forekom mig, at Heini oftere og oftere indskød hvilepauser; så det var altså også ude med hans kræfter.

     Den fysiske og psykiske overanstrengelse udløste sluttelig ligegyldighed hos mig. Jeg lå som lammet i Akia'en.

     Da rev en støj mig pludselig ud af min apati. Heini bankede med sin hov på en dør. Ikke som ventet på sin stalddør, men på min bunkerdør, hvor han så mange gange har fået et stykke sukker, som jeg havde sparet fra min the.

     Jeg kan ikke beskrive glæden over min redning, men ligeså stor var min glæde over min hests fuldendte præstation, over et dyrs hengivenhed, som fortjener at blive fastholdt, og det var ikke den eneste redning af liv, som jeg har mine uundværlige Haflingerheste at takke for. I hine timer, hvor vi delte fælles skæbne, svor jeg at ville arbejde for denne race, hvis jeg skulle få mulighed for det, at agitere for den, hjælpe den til at erobre et omdømme i hele verden - et omdømme, som den virkelig fortjener.

                                                                                                Oversættelse ved Ingelise Bonde Thorsen 1993

DELTA BLEV "TESTET OG UDVALGT"

af Mim Smith, Whale Cove Farm, Rockport, MA., USA

- oversættelse fra engelsk til tysk af redaktionen på 'Haflinger Pferde' - 1. årgang nr. 3   december 1988

- oversættelse fra 'Haflinger Pferde'   v/ Ingelise Thorsen -

Jeg vil skrive disse linier ned, medens morgenens begivenhed stadig er frisk i min erindring. Jeg sitrer endnu i hele kroppen, og det er svært for mig at holde på fyldepennen. Denne specielle Haflinger-præstation synes jeg dog er vigtig nok til at fastholde på skrift.

Indledningsvis vil jeg skildre nogle omstændigheder:

1.   Jeg selv lider netop nu af en betændelse på strubehovedet, dvs. jeg har næsten ingen stemme.

2.   For et par år siden fik jeg skader på begge knæ, så jeg ikke kan komme ned på knæ.

3.   Vores folde og marker befinder sig alle bag ved huset; de ligger altså et stykke væk fra trafikken, men der kommer heller ikke tilfældige forbipasserende forbi, og råb om hjælp kan ikke høres af naboerne.

Måske er De også bekendt med påstande om denne races særlige karakter og fremragende temperament. Når De har læst denne artikel og derefter stadig ikke er overbevist om Haflingerens indre egenskaber, vil De altid høre til de uforbederlige. (Jeg forsøger ikke at være en torn i øjet på andre, når jeg fremhæver vores races fortrin - jeg ved præcis, at hver race har sine tilhængere, og at alle lovpriser sin egen race.) Alligevel... findes der en speciel Haflinger, som jeg fra hoved til hale anser for en af de tapreste små heste, som jeg kender. Hun er 11 måneder gammel, hedder DELTA (efter 1409 Stuart og ud af 12941/T Daressa), og vi har købt hende i forbindelse med vores sidste Europa-rejse i slutningen af september i Ebbs.

På en af vores folde går de to importerede 1-års plage fra Tyrol sammen med vores tre 2-årige vallakker og to føl. Gennem denne mark løber der en naturlig å, som munder ud i en lille rund sø, der er forstærket med beton langs kanten, og som er ca. 1,5 m. dyb. Vandet når ca. til 30 cm under bassinkanten og er om vinteren for det meste dækket af et ca. 20 cm tykt islag. Min mand Ray slår hver dag om vinteren hul i isen, så hestene har mulighed for at drikke. Sammen med vores dalmatinerhund "Chipper" er Haflingerne vant til at finde sig en plads ved drikkestedet.

I forventning om at de næste dage ville bringe varmere vejr, havde Ray slået stolper i og indhegnet det halve af vandhullet med elektrisk hegn. Om aftenen ville han lave det faste hegn.

Delta havde indtil nu ikke fået nogen 'uddannelse', bortset fra at hun kunne føres ved grime. I morges gik jeg ned til dammen, fordi jeg ville vise hende og de andre heste et sted med lavt vand længere oppe ad åen, hvor de havde kunnet drikke uden problemer. Alle vores heste bliver tidligt vænnet til at gå igennem vand, og hun er en utrolig rolig plag, der let vænner sig til nye uvante ting. Jeg vidste, at vores andre "børn" ville følge efter og lære ved at se på. Delta var ikke ligefrem begejstret for at skulle løbe igennem lavthængende grene, så jeg slap hende for at brække grenene af. Hun vendte rundt og gik udenfor min rækkevidde og styrede lige henimod bassinkanten.

Jeg vidste, at hun ville forsøge at bøje sig ned for at drikke. Ufortøvet så jeg, at isen på denne side var begyndt at smelte på grund af de sidste to dages sol og varme. Jeg greb ikke ud efter Delta af angst for, at hun skulle blive forskrækket, men jeg tror heller ikke længere, det ville have ændret noget.

Delta satte sin ene hov på isen, gled ud og mistede derved balancen. Da isen var 30 cm nedenfor betonkanten, gled hun med begge ben indad, så kroppens vægt blev flyttet frem fortil - og hun fløj i. Vandets temperatur var 2 grader C, isen var fra midten og over til modsatte side ca. 20 cm tyk.

Delta's miserable situation blev kun værre af Chippers ophidsede løben frem og tilbage, understreget af voldsom gøen. Hun slog om sig, så hun drev væk fra mig hen imod midten af bassinets dybeste del, hen imod en delvis oversvømmet klippe. På dette sted er det næsten umuligt at stå, fordi der er meget mudret. En del af bassinkanten er bygget ud, så den er flad, netop som hjælp i sådanne ulykkestilfælde... Men det vidste hun naturligvis ikke, især fordi hun aldrig havde stået i vand til halsen!

Isen brækkede i stykker, hvilket medførte, at hun skar sig flere steder på kroppen. Men Delta kæmpede videre og bevægede sig igen hen imod det sted, hvor hun var faldet i, og hvor jeg stadigvæk stod. Et klippestykke, der var dækket af is, forhindrede hende i yderligere at svømme i min retning. Det var umuligt for mig at nå ud til plagen - uden at løbe risikoen for at blive trukket ned under isen af hende. Jeg så, at kulden allerede påvirkede hesten, uden at trætheden blev synlig.

Jeg måtte tage hårdt fat i Chipper for at få ham til at lægge sig et stykke væk fra os. Han distraherede os begge for meget! Delta behøvede alle sine kræfter for at forblive i live. Efter et par minutter så hun over på mig, og jeg forstod, at hun koncentrerede sig om mine tilskyndelser.

Med udstrakte hænder gik jeg langsomt over til den anden side af dammen for at få hende til at svømme hen til mig, så jeg kunne have fået mulighed for at få fat i grimen og hjælpe hende op af vandet. Lykken var ikke på min side!

Hun var blevet så træt, at hun overhovedet ikke mere bevægede sig. Det lykkedes mig kun lige at nå hende med en finger på hagen. Hendes øjne blev snart let glasagtige, så jeg blev klar over, at vi ikke havde megen tid. Selvom jeg har skullet klare mange svære situationer i livet, havde jeg aldrig før følt mig så hjælpeløs som nu. Alt, hvad jeg kunne gøre, var at tale med hende, tigge hende, tilskynde hende og indimellem græde en smule og opmuntre hende - og!, alt sammen på samme tid.

Hun gjorde endnu et par forsøg på at komme fremad, men hun havde allerede været i det kolde vand til halsen i 15 minutter. Hendes muskler blev underafkølet af kulden. Jeg følte, at nulpunktet for pinslerne var nået. Da vi bor direkte ved Atlanterhavet, forsøgte jeg at huske, hvor længe mennesker formår at overleve i iskoldt vand... jeg kunne ikke huske det.

Pludselig viste Delta mig, hvad jeg altid vil beholde i erindringen som "Haflinger-sind". Hun forsøgte endnu en gang at komme hen til min hånd, og med en sidste anstrengelse klarede hun at få et forben op over bassinkanten. Men... hun blev hængende ved en stolpe. Jeg kunne ikke rokke hegnspælen én millimeter, fordi den var frosset fast. Derfor besluttede jeg at støde hendes ben tilbage, da det forekom mig mindre slemt at brække benet på denne tapre hest end at se den dø for mine øjne. Smerte eller overraskelse over, at benet var fri, fik hende endnu en gang til at miste ligevægten. Hun var nu over grænsen for sin modstandsdygtighed, og for hende betød det vel slutningen.

Jeg ville netop til at gå over til huset for at telefonere, da Chipper pludselig begyndte at handle. Hunden følte vel den endegyldige løsning... han rendte mig omkuld, sprang hen til bassinkanten og steg ud på ryggen af Delta og bed hende i halsen. Delta var imellemtiden sunket så dybt ned i vandet, at kun lige næsebor, øjne og ører var synlige. Biddet var enten så smertefuldt eller så forskrækkende for Delta, at hun endnu en gang trak benene op under sig og derved nåede op på en isflage med begge forhove. Hun forstod, at grunden under hende var fast nok til at komme endnu et skridt fremad. Hun nåede bassinkanten, og jeg kunne til sidst føre hende langsomt op af vandet.

Da Delta stod på fuldstændig sikker grund, brød hun sammen, og jeg løb så godt jeg kunne med to beskadigede knæ til telefonen for at ringe til min mand. Han og hans søn Jay kom ufortøvet, dækkede hende til og bragte hende ind i stalden. Jeg takker Gud for, at vores forretning ligger så tæt ved vores hus. Detaljerne ved efterbehandlingen af hesten vil jeg ikke nævne i enkeltheder. Hudsårene vil snart være helet; hendes sitren er allerede hørt op. Vand og klid vil hun snart kunne indtage igen.

Nu, da alt dette er overstået, har jeg nogle spørgsmål, som måske vil kunne bringe mig i "krydsild" hos avlere og venner af andre racer, men jeg håber, det vil ske med deres velvillige billigelse...

1. Hvilken anden race har sådanne indre egenskaber - velovervejet at opgive overlevelsesinstinktet - at kunne berolige sig og lytte til en hjælper? Dette dyr vidste ikke, hvad det skulle gøre. Delta måtte opgive sin kamp og vende sig mod mig.

2. Hvilken anden race har disse interiøregenskaber - at kunne tage imod ordrer i en sådan situation og udføre dem? Sig ikke, "hun havde tillid til Dem", for Delta ved ikke, at ordren "kom her" belønnes med sukker. Jeg har endnu aldrig fortjent denne "tillid". Hun ved kun, at min mand fodrer hende, og at jeg en gang imellem strigler hende og taler med hende.

3. Hvilken anden race kan så klart demonstrere, at den trods dødsangst og smerter følger et menneskes stemme og har tillid til, at man yder den hjælp. Dette kan man hverken opdrage den til eller købe. Det er meget mere en egenskab, der over mange år er opnået gennem målrettet udvælgelse i avlen med hensyn til karakter og temperament.

Jeg tillader mig at citere følgende fra Hr. Otto Schweisgut's bog "Haflinger - ein Pferd erobert die Herzen der Völker" (udkommet i 1965). Han henholder sig til den præstationstest, som bør anvendes for alle Haflingere, der skal udvælges til avl. Han henviser til vigtigheden af de strenge selektionskriterier. "...det afgørende element er villigheden til at yde, den usynlige åndelige kraft... kun, hvis hesten anstrenger sig til det yderste, kan man sige, hvorvidt denne vitale indre kvalitet er tilstede og i hvor stor udstrækning... hvis ikke vi kan teste villighed, findes der ikke noget sandt valg."

Delta, stakkels Delta, hun blev hårdt prøvet. Fra min side håber jeg aldrig, hun bliver solgt. Sådan som jeg har betragtet hende siden ankomsten hertil, så besidder hun hine indre egenskaber hos en hest, som jeg gerne vil have omkring mig, når vi begge "kommer op i årene".